Kunst & keramik

Dine vildeste idéer bliver virkelighed

Elsker du at være kreativ? Så er Kunst- og Keramiklinjen på Billeshave Efterskole måske noget for dig. Du har fire lektioner om ugen, hvor du får lov til at slippe kreativiteten løs og udvikle din kunstneriske sans – og, selvfølgelig, hygge dig med dine bedste venner imens.

På Kunst- og Keramiklinjen får du udvidet din horisont. Du får lov til at gøre dine vildeste idéer til virkelighed og bruge dine hænder til at skabe, bygge, male og tegne. Glæd dig til at designe dine egne krus, skåle eller tallerkner i keramik.

Eller male fælles værker på skolens vægge eller lignende. Du kan også designe og kreere. Kun fantasien sætter grænserne for, hvad du kan udrette her.

Vi lover, det bliver hyggeligt, sjovt og lærerigt. Det eneste, der kræves af dig, er, at du har lyst til at lære nye ting og blive udfordret kreativt.

Hvad laver vi på Kunst- og Keramiklinjen?

Keramik

Lav krus, skåle, vaser eller skulpturer og andet efter eget design. Du lærer forskellige keramiske teknikker som kvætsning, pladeteknik, japansk kurinuki, pinching og drejning. Vi arbejder både med stentøjsler med traditionel brænding og også med rakuler, hvor vi brænder udenfor i store tønder. Til sidst lærer du at glasere og male direkte på din egen keramik. Glæde dig til at lære om et spændende håndværk.

Forskellige former for tryk

Prøv en masse forskellige trykformer som bl.a. linoleumstryk, skumtryk og kast dig ud i det nye inden for tryk, nemlig gelli print, hvor man arbejder på en geléplade og derved skaber sit helt eget udtryk og design.

Smykkedesign

Skab dine egne unikke smykker af porcelæn. Du designer og laver dem selv helt fra bunden. Der er også mulighed for at lave egne perler i keramik eller glas.

Vi går amok i sylokalet

I vores fine sylokale kan du gå helt amok og få mulighed for både at lære eller udvide dine skills inden for syning, hækling, strikning, filtning, tufting og broderi. Du kan også arbejde bæredygtigt med re-design af genbrugstøj. Vi har en stor bunke tøj, der bare venter på at få nyt liv.

Decoupage

Gå Dronningen i bedene og lær at decoupere på æsker, lærreder, møbler, gadgets, eller hvad du ellers har af gode idéer. Ved hjælp af gode kvalitetsblade kan man ved at klippe, klistre eller eksperimentere med farver, skabe helt nye udtryk og lave flotte resultater.

Jesmonite

Vi følger med, når der hele tiden sker innovation inden for arkitektur og design. Ét af de materialer, der har vundet stigende popularitet blandt designere, kunstnere og arkitekter, er Jesmonite. Jesmonite er nemlig både et alsidigt og bæredygtigt materiale, der tilbyder et hav af muligheder for kunstnere.

Hos os kan man derfor prøve den nye støbemetode, hvor man støber sine ting i forme og skaber sit eget udtryk.

Mal og tegn

Afprøv forskellige male- og tegneteknikker i forskellige materialer som oliepastel, akvarel, akrylmaling, blæk og andre mere utraditionelle måder at arbejde med male- og tegnemetoder.

Vi skal bl.a. også udfordre os selv med det nye materiale, Alkohol ink, hvor der virkelig arbejdes med hele farveskalaen.

Du kommer desuden til at skabe kunstværker, der skal udsmykke vores skole. Vi har tidligere malet store malerier, der hænger i spisesalen, lavet graffiti og vægmaling, som pynter i musiklokalet og cykelskureet, dekoreret vægge i klasselokalerne samt lavet et stort mosaikværk ud af smadrede badeværelsesfliser.

Sidst men ikke mindst har vi også skabt et flot kunstværk af ødelagte skateboards, som blev dekoreret af Skatelinjen og Kunst- og Keramiklinjen.

Oplev stor kunst på nært hold

I undervisningen kommer du til at besøge gallerier, museer og opleve gæstekunstnere, som laver uforglemmelige workshops sammen med os.

Vi samarbejder desuden med CLAY Keramikmuseum Danmark, Brandts Kunstmuseum og tager på udflugter til spændende steder i Danmark, som f.eks. AROS i Århus, private gallerier og private kunstnere.